Vidste du det? Disse to fra Tornfuglene fandt sammen i virkeligheden
I "Tornfuglene", en af de mest populære TV-miniserier nogensinde, ser man Rachel Ward og Bryan Brown i rollerne som Meggie Cleary og Luke O'Neill.
Deres ægteskab i "Tornfuglene"-universet er langt fra harmonisk, men faktisk fandt de to lykken sammen i virkeligheden og er stadig gift den dag i dag.
Rachel Ward og Bryan Brown fik øjnene op for hinanden under optagelserne til "Tornfuglene" og blev gift blot få måneder efter optagelserne sluttede.
Det skriver Daily Mail.
"Tornfuglene" bjergtog tv-seere i hele verden, da den fik premiere. Ifølge imdb.com kunne amerikanerne se første afsnit den 27. marts 1983, og senere fulgte de britiske seere med fra den 8. januar 1984. I Danmark var der premiere den 25. december 1984.
Ifølge Daily Mail har Rachel Ward tidligere fortalt i et tv-interview med Channel Seven, at det var hende, der tog initiativet i forhold til at få gaflet den charmerende medspiller.
I dag er Rachel Ward 63 og ægtemanden Bryan Brown 73. De har fået børnene Matilda Brown, Rosie Brown og Joseph Brown, og så er de også blevet bedsteforældre i 2019.
Se billeder af Rachel Ward og Bryan Brown fra "Tornfuglene" og senere år i galleriet ovenfor.