Det så du ikke i Badehotellet: Amanda og løjtnantens svære scene
Selv om Amalie Dollerup i otte år har spillet Amanda i ”Badehotellet”, så sad nerverne alligevel udenpå tøjet, da hun skulle lave en helt særlig scene med den tyske løjtnant, spillet af Anton Rubtsov.
Det var den sidste scene i ottende sæson, hvor Amanda får besøg af Uwe Kiessling på hotellet, og hvor der tydeligvis er amoriner i luften.
- Den dag, hvor vi lavede den scene, var en vild dag. Det var verdens længste dag, hvor vi havde ventet i mange timer på at komme på, og vi gik langt over tid. Den blev omkring 20.30 om aftenen, fortæller Amalie Dollerup til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Men da vi endelig kom på, var der en kæmpe koncentration. Vi vidste godt, at det var en vigtig scene - den sidste scene i sæsonen og deres kærlighedshistorie, som enten skulle slutte eller begynde.
Mange forventninger til scenen
34-årige Amalie Dollerup husker tydeligt, hvor spændt hun var på at filme scenen med sin tyske kollega.
- Jeg var faktisk nervøs, da jeg kørte ud på settet i Risby. Jeg havde sommerfugle i maven, fordi jeg godt vidste, at den scene var vigtig, og bare jeg nu kunne spille den godt, erkender skuespilleren og tilføjer:
- Da jeg mødte Anton i sminken, sagde jeg ”it’s a big day for us”. Han sagde bare ”no, no, no”. For der var simpelthen så mange forventninger fra folk på settet, der var spændte på scenen, og der var nærmest en premierestemning. Selv efter otte år!
I BILLED-BLADET, der er på gaden torsdag den 4. marts, kan du læse et stort interview med Amalie Dollerup om Amanda og den tyske løjtnant. Du kan også læse forfatternes ord om den næste sæson og læse om alle de skuespillere, som er klar på mere ”Badehotellet”.