Kronprinsesse Mary forlader hjemmekontoret: Det er dejligt at komme ud
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.
Solen skinnede smukt fra en klar blå himmel, da en veloplagt kronprinsesse Mary torsdag eftermiddag ved 15-30-tiden forlod et arbejdsmøde på Christiansborg.
- Der er sol, hvor er det lækkert, lød det begejstret fra kronprinsessen, da hun trådte ud på den brede trappe foran den historiske bygning.
Se den nye video med kronprinsesse Mary øverst i artiklen
Dejligt med sceneskift
I hele taget nød kronprinsesse Mary tydeligvis at komme lidt ud fra sit arbejdsværelse hjemme i Frederik 8.s Palæ på Amalienborg, hvor hun det sidste år har siddet meget foran computerskærmen til både digitale møder og ved andre arbejdsopgaver.
På spørgsmålet fra BILLED-BLADET om, hvorvidt det var dejligt at komme lidt ud fra hjemmekontoret, svarede kronprinsesse Mary:
- Jeg har set meget frem til mødet i dag. Det er en meget vigtig opfølgning på konferencen i Nairobi. Ja, det er dejligt at komme ud og dejligt at opleve et sceneskift og det vigtige arbejde, der er i gang og fortsætter på trods af corona. Og den inspiration man får fra alle, der deltog i konferencen i dag. Det var rigtig dejligt.
Genopfriskning
Kronprinsesse Mary havde på Christiansborg deltaget i et delvist virtuelt møde, der var en opfølgning på en stor international konference i Nairobi med fokus på kvinder og pigers sundhed og rettigheder, som kronprinsessen deltog i tilbage i 2019.
Ved mødet på Christiansborg blev løfterne fra konferencen i Nairobi genopfrisket, og der blev talt om, hvilke indsatser og strategier, der fremadrettet kan bruges til at nå målsætningen om kvinder og pigers ret til at bestemme over egen krop.
Minister deltog
Ved mødet på Christiansborg deltog også minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde Flemming Møller Mortensen og formand for SRSR-netværket Karen Ellemann.
Nairobikonferencen, hvor Danmark var medvært sammen med Kenya og FN’s Befolkningsfond (UNFPA), som kronprinsesse Mary er protektor for, fandt sted i november 2019 som en markering af 25-året for ICPD-aftalen.
Medlem af ny kommission
ICPD (International Conference on Population and Development) blev første gang afholdt i 1994 i Egypten, hvor 179 lande blev enige om et handlingsprogram, der skal være med til at sikre piger og kvinders rettigheder, herunder seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.
Kronprinsessen indtrådte sidste år i FN’s Befolkningsfonds nyoprettede uafhængige ICPD25 Højniveaukommission, der skal følge op på de globale tilsagn, der blev givet på Nairobikonferencen.