Kærlighed hvor kragerne vender: Så gode venner er vi blevet
Selv om det ikke var alle fire nordvestjyder, der fandt den store kærlighed i TV 2-programmet ”Kærlighed hvor kragerne vender”, har de fået et virkelig godt venskab ud af det.
Venskabet består efter programmet er slut.
Et kæmpe bånd
Selv om Christian og Iben valgte hinanden til ved programmets afslutning, holdt det ikke.
Han har dog fået et venskab til de tre andre fyre, som fortsat holder sammen.
- Vi fire drenge har i hvert fald fået et kæmpe bånd. Jeg kendte jo Jonas i forvejen. Men både Mathias og Peder – og nok især Peder – snakker jeg rigtig meget med. Vi er tit ude at cykle i weekenderne, siger Christian og fortsætter:
- Det er to weekender siden, at vi alle sammen var samlet hjemme ved mig til en rigtig hyggelig aften. Det er vi gode til. Vi kender jo hinanden på en måde, som man måske ikke gør med nogle af sine andre kammerater, fordi vi har snakket om mange følelser og alt det, der er sket på de ti dage. Vi har jo set hinanden helt ude at skide og helt vildt glade. Vi har været det hele igennem.
Tre gode kammerater
For Peder endte det heller ikke med et forhold til Sussi. Til gengæld har han fået tre rigtig gode venner i Christian, Mathias og Jonas.
- Det har været en kæmpe oplevelse at prøve at være med i det her, plus at jeg har fået tre gode kammerater af det. Vi er faktisk en del sammen og har det meget sjovt sammen. Dem har jeg jo haft hele vejen igennem til at kunne snakke med om det hele. Det kan man ikke altid gøre med andre. De har det jo på samme måde som mig og har vidst det samme som mig. Så det har været dejligt at have dem, siger Peder.
Et godt venskab
For Jonas endte programmet både med at introducere ham for kærligheden og for et godt venskab.
- Ikke nok med at jeg har fundet kærligheden, har jeg også fået et utroligt godt venskab til de knejter der. Det er sindssygt så godt et venskab, vi har fået. Vi ses faktisk noget. Det er ikke så længe siden, vi var ovre ved Christian og få en øl og i vildmarksbadet, siger Jonas.
Det, de fire nordvestjyder har været igennem i "Kærlighed hvor kragerne vender", har bestemt lagt grundlaget for deres gode venskab.
I denne uges BILLED-BLADET kan du læse om, hvordan det gik med kærligheden for Christian, Peder, Mathias og Jonas.