Tommy Troelsen er død
Den tidligere fodboldlandsholdsspiller og tv-vært Tommy Troelsen er gået bort efter længere tids sygdom.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad på sin hjemmeside.
Tommy Troelsen blev 80 år.
Tommy Troelsen tryllede på banen
Troelsen var sammen med blandt andre Harald Nielsen med på det danske hold, der vandt OL-sølv i 1960 i Rom, og i alt blev det til 16 kampe på fodboldlandsholdet.
Troelsen tryllede på fodboldbanen for Vejle Boldklub, og i 1980’erne var han fast mand på holdet, når Danmarks dengang enevældige tv-kanal DR sendte fodbold på skærmen.
Altid en fornøjelse
Det var altid en fornøjelse at opleve Tommy Troelsen som vært og ekspert på tv, hvor han med elegance og godt humør formidlede alt om sport og primært fodbold i det legendariske program Sportslørdag, i nyhederne samt til VM- og EM-slutrunder.
Træner for ung Elkjær
Tommy Troelsen nåede såmænd også at være træner for ungdomslandsholdet med en hidsig Preben Elkjær i angrebet.