David Owe efter Korpset: Det har jeg virkelig øvet mig på
I otte dage var David Owe blandt de 12 kendte danskere, der skulle leve og trænes som specialstyrkesoldater i TV 2-programmet "Korpset - gjort af det rette stof".
Han og de øvrige aspiranter blev blandt andet udfordret til at hoppe en tur i det kolde vand, som David Owe havde det svært med.
Efter deltagelsen har han dog oparbejdet en evne til at klare det kolde vand. Det afslører han på sin Instagram.
Har øvet sig
I et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele, har David Owe delt to videoer af sig selv i den kolde balje.
Siden sin deltagelse i "Korpset - gjort af det rette stof" har han nemlig lært at være længere i det kolde vand.
"Da vi lavede Korpset, var der meget koldt vand involveret. Det var en stor udfordring for mig. Siden er jeg begyndt at øve på at klare mere kulde. I dag var jeg i vandet i 1 min. og 10 sek," skriver David Owe til opslaget.
Havde det fantastisk
Til opslaget er der et billede af ham i vandet under optagelserne til programmet, samt to videoer. Den ene er fra en vinterbadning med is på vandet og den anden er den seneste, hvor han holdt sig i vandet over et minut.
"Selv om isen er væk, er vandet kun tre grader. Jeg fik styr på åndedrættet og havde det fantastisk bagefter," skriver han videre til opslaget.
Som David Owe selv påpeger, var der mulighed for at få tørt tøj på bagefter i modsætning til "Korpset - gjort af det rette stof", hvor der fortsat var øvelser, de skulle igennem.