Nyt fra kongehuset: Derfor fremhæves Mary
Kronprinsesse Mary er en stærk del af det danske kongehus, og i en ny rapport, som blev offentliggjort i dag, fremhæves flere af kronprinsessens tiltag i et 2020, som vil gå over i historien.
Mary med i Fællessang
I hofmarskal Michael Ehrenreichs beretning i forbindelse med kongehusets årsrapport 2020 fremhæves det blandt andet, at kronprinsesse Mary i løbet af året havde særlig fokus på pandemiens konsekvenser for børn og unges mentale sundhed.
- Kronprinsessen sendte 1. maj en hilsen i DR-programmet ”Fællessang – hver for sig”, hvor Hendes Kongelige Højhed satte ord på den frygt og bekymring, som har ramt mange mennesker, og om vigtigheden af at tale åbent om det, der er svært, lyder det i beretningen fra hofmarskal Michael Ehrenreich, der også nævner, at Mary som protektor for WHO’s kontor for den europæiske region flere gange i 2020 fremhævede sundhedspersonalets store indsats og betydning for bekæmpelsen af pandemien i Danmark, i Europa og i resten af verden.
Nye opgaver
Der var også nye opgaver for kronprinsessen i 2020, og en af dem får flere ord med på vejen i beretningen i forbindelse med den royale årsrapport.
- Hendes Kongelige Højhed tiltrådte i juni som præsident for WWF Verdensnaturfonden, som arbejder for at beskytte naturens mangfoldighed og truede dyrearter. Prins Henrik tog i 1972 initiativ til at stifte WWF Verdensnaturfonden i Danmark, og Prinsen var frem til sin død organisationens præsident. I august måned var Kronprinsessen med til at udsætte sømrokker, en truet dyreart, i farvandet ved Kattegatcentret i Grenaa, kommer det fra hofmarskallen.