X Factor-Dan overrasket: Martin Jensens mor stemmer på mig
Da ”X Factor”-dommer Martin Jensen skulle introducere Dan Laursen, før han skulle på scenen, afslørede han en lille hemmelighed.
Nogle af de mange stemmer, der er på Dan Laursen hver fredag, er fra Martin Jensens mor.
Det kom helt bag på Dan Laursen.
En overraskelse
Den 36-årige Dan Laursen anede slet ikke, at Martin Jensens mor har en ”X Factor”-favorit i ham.
- Det vidste jeg sgu ikke helt, at det var tilfældet. Men det er jeg selvfølgelig hammer glad for. Det er da altid dejligt. Det er da to stemmer mere, siger han grinende og fortsætter:
- Det må være, derfor jeg er gået videre. Det kan være, det er de to stemmer, der gør det.
Fokus på at kæmpe
Desværre måtte Dan Laursen tage afsked med endnu en af sine holdkammerater.
Det var nemlig Vilson Ferati, der forlod ”X Factor” i fjerde liveshow. Det har naturligvis påvirket Dan Laursen, men han bruger det også som motivation.
- Først og fremmest er jeg sindssygt glad for at gå videre til liveshow fem. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Jeg synes, det er helt fantastisk, men samtidig er jeg også ærgerlig over, at Vilson siger farvel, siger han og fortsætter:
- Vi er ret afklaret med det, men selvfølgelig bliver det ikke nemt. Jeg bruger det lidt som fokus til at kæmpe videre for det team, jeg er på og at være der for alle dem, der støtter mig og stemmer på mig. Det er også vigtigt for dem, at de mærker, at jeg er glad for det her.
Næste fredag går Dan Laursen igen på scenen, når temaet er ”Syng dansk” i ”X Factor”.