Royal rapport: En alvorlig forskrækkelse for Joachim og Marie
For prins Joachim og prinsesse Marie var 2020 et år på godt og ondt.
Det nævnes i hofmarskal Michael Ehrenreichs beretning i forbindelse med den royale årsrapport.
I juni fik prins Joachim modtage sit diplom for gennemførelsen af den franske militære lederuddannelse på École Militaire i Paris.
Samme måned blev det offentliggjort, at prins Joachim i september skulle tiltræde som ny forsvarsattaché ved den danske ambassade i Paris. Og så kom chokket, der nævnes i årsrapporten.
Joachim og Marie var taknemmelige
- Sommeren bød på en alvorlig forskrækkelse, da Prins Joachim om aftenen den 24. juli blev ramt af en blodprop i hjernen. Under udrykning blev Prinsen kørt til Universitetshospitalet i Toulouse, og efter en vellykket operation blev Prinsens tilstand så stabil, at Hans Kongelige Højhed kunne udskrives fra hospitalet den 3. august. I forbindelse med indlæggelsen udtrykte både Prins Joachim og Prinsesse Marie deres taknemmelighed for den støtte og omsorg, som strømmede fra danskerne til Frankrig under sygdomsforløb, lyder det i beretningen fra hofmarskallen. der også nævner, at Joachim den 18. september havde første arbejdsdag i rollen som forsvarsattaché.
Glædelige begivenheder
I løbet af 2020 kunne Joachim og Marie fejre glædelige begivenheder i familien, hvilket også nævnes i beretningen om årsrapporten.
Den 22. juli fyldte prins Felix 18 år, og i den forbindelse var hele familien samlet på Château de Cayx, og den 24. november var det præcis 12 ½ år siden, at Prins Joachim og Prinsesse Marie blev viet i Møgeltønder Kirke.
- Kobberbrylluppet blev fejret privat i Paris, lyder det i beretningen om årsrapporten.