Tiltalt for grov vold: Prinsesse Carolines mand undskylder
Prins Ernst August af Hannover, der stadig er gift med Monacos prinsesse Caroline, mødte tirsdag op til et indledende retsmøde i landsretten i Wels i Østrig, hvor han undskyldte for de sager, han tiltales for.
I retten sagde han, ifølge NDR, at han tager det fulde ansvar for sine handlinger, at han virkelig fortryder det skete og er klar til at dække for skaderne.
Han sagde endvidere, at der er meget, han ikke husker af det skete.
Samtidig erklærede han sig ikke-skyldig.
Tiltalt for grov vold
Anklagemyndigheden har tiltalt ham for, mens han var påvirket af alkohol og medicin, flere gange at have angrebet og truet politibetjente og andre personer.
Tiltalen går på, at han har modsat sig anholdelse, grov vold og truende adfærd.
Skete sidste år
Det skulle være sket ved tre tilfælde mellem juli og september 2020.
Nu risikerer prinsen op til tre års fængsel.
Sårbar situation
Prinsens forsvarer Otto Dietrich argumenterede med, at prinsen på grund af sin netop overståede kræftoperation og en arvestrid med sin søn havde befundet sig i en sårbar situation.
Desuden har prinsens advokat klaget over, at prinsen er dømt af pressen på forhånd.
Føler sig dømt på forhånd
Der bliver indkaldt 10 vidner til retssagen.
Derudover vil der også være en psykiater tilstede under retssagen.
Prinsen anmodede om ikke at skulle være tilstede ved de efterfølgende retsmøder, fordi han på grund af sin kræftsygdom hører til risikogruppen og er bange for at blive smittet med covid-19.
Bevaret kontakten
Ifølge Bunte blev prinsesse Caroline gift med prins Ernst August i 1999, men i de senere år har de levet adskilt.
De har dog bevaret kontakten til hinanden, fordi de sammen er forældre til prinsesse Alexandra, 21.