Emil og Nicklas fra Alene i vildmarken: Vi blev ekstremt pressede

Det er de færreste, der kan forestille sig, hvordan det er at være mutters alene i vildmarken.

Og selvom vennerne Nicklas og Emil havde forberedt sig godt hjemmefra, havde de ikke forestillet sig, at det ville blive så stor en mundfuld.

Den største udfordring

- Vi blev presset ekstremt på sult. Man kender ikke sig selv, for kroppen er stille og roligt ved at lukke ned. Man bliver svimmel og falder lige pludselig. Det var skræmmende, fortæller Nicklas.

Sammen med vennen Emil var han gennem halvandet år på en cykelrejse jorden rundt. Her levede de som nomader, men forskellen på den oplevelse og det, de oplevede i vildmarken, er stor.

- Cykelrejsen gav et verdensperspektiv, men i vildmarken var der ingen stimuli. Det er en rejse ind i sig selv og sammen, forklarer Emil, mens Nicklas supplerer.

- Den rejse i vildmarken er så ekstrem. Man kan ikke forestille sig det, hvis man ikke har været der. Vi har set alle programmerne og tænkt, at så slemt kan det da ikke være. Men det er rigtig, rigtig brutalt og ekstremt.

Tiden gik langsomt

Sulten var ikke de to venners eneste udfordring. Det mentale og det at der ikke var så meget at tage sig til, var også svært at håndtere.

- For Emil og mig er det virkelig vigtigt at holde os beskæftigede, og det havde sine ulemper i vildmarken. Man kan ikke sidde stille, for så går tiden rigtig langsomt. I starten var det nye omgivelser, så der gik tiden hurtigt. Men efter nogle dage går det ufattelig langsomt, forklarer Nicklas.

- Det, der får tiden til at gå langsomt, er din kamp med hovedet. Når tankerne løber løbsk, føles tiden rigtig lang, tilføjer Emil.