Alene i vildmarken-vennerne afslører: Vores største styrke og svagheder
I denne sæson af ”Alene i vildmarken” er vennerne Nicklas og Emil blandt dem, der kæmper om at overleve længst muligt i den nordnorske ødemark.
De to har været venner hele livet, og de har været gennem både op- og nedture sammen. Derfor kender de også hinanden ud og ind.
Her afslører de hinandens største styrker og svagheder.
Emil om Nicklas
Største styrke?
Det er hans kreativitet og tilgang til at få tingene gjort. Der er ikke nogen tøven, og han visualiserer sig tingene og forklarer det, så det er let forståeligt.
Største svaghed?
Det er nok hans kendskab til mig for at være helt ærlig. Han kender mig så godt, at han ved, hvilke knapper han skal trykke på. Nogle gange gør han det ubevidst, hvor jeg raser indeni.
Nicklas om Emil:
Største styrke?
Det er hele tiden at komme med et positivt spark i røven og en sjov bemærkning, når det virkelig er nødvendigt.
Største svaghed?
Det er om morgenen, hvor det tager lidt tid at vågne. Han har let ved at misforstå noget om morgenen, så der skal man ikke sige de forkerte ting.