Atlantic Crossing: Derfor døde præsident Roosevelt
Franklin D. Roosevelt var USA’s præsident fra 1933 til 1945, og under anden verdenskrig fik han et nært forhold til norske kronprinsesse Märtha.
I DR-serien ”Atlantic Crossing” blev han portrætteret af Hollywood-stjernen Kyle MacLachlan, kendt fra ”Twin Peaks” og ”Desperate Housewives”, og i sidste afsnit søndag aften så man, at præsidenten var alvorligt syg.
Kort efter fik kronprinsesse Märtha og familien overbragt den triste besked, at Roosevelt var gået bort. Han døde af en kraftig hjerneblødning den 12. april 1945, kun 62 år gammel.
Chok og sorg i USA
Et par måneder tidligere havde en læge vurderet, at Roosevelt havde symptomer på fremskreden åreforkalkning i hjernen. Han var blevet meget tynd og skrøbelig, men hovedet fejlede ikke noget.
Om eftermiddagen den 12. april havde præsidenten klaget over en frygtelig hovedpine, og senere på dagen døde han. Han efterlod sig hustruen Eleanor Roosevelt og deres fem børn.
Roosevelts død blev mødt af chok og sorg i hele USA og rundt omkring i verden. Hans svigtende helbred havde ikke været kendt i den brede offentlighed. Det var heller ikke offentligt kendt, at han siden 1921 havde været lammet fra taljen og ned.
Hans afløser blev Harry Truman, som var USA’s præsident fra 1945-1953.