X Factor-Solveig overrasket: Det havde jeg ikke regnet med
Den 15-årige Solveig fik rosende ord med på sin vej, da hun havde sunget sin sang i ”X Factor” forrige fredag. Alligevel endte hun i farezonen.
Hun havde regnet med, at hun igen ville stå der denne fredag. Sådan blev det langt fra.
Ikke regnet med det
Solveig fik kun ros fra både Thomas Blachman og Martin Jensen for sin optræden denne fredag.
På trods af det havde hun faktisk regnet med, at hun ville ende i farezonen. Alligevel var hendes det første navn, der blev kaldt op til at gå videre.
- Det havde jeg ikke regnet med. Jeg havde regnet med, at jeg var den sidste på grund af spænding, siger hun og fortsætter:
- Jeg var jo sikker på, at jeg ville ryge i farezonen, fordi det var jeg jo sidst. Så det var bare ’What! Kan du gentage?’ Det var bare så rart!
Bedste veninder
Selv om Solveig var glad for at gå videre, ramte det hende hårdt, at veninden Lucca var i farezonen. Det fik hende til at fælde en tåre.
- Vi er jo bare bedste veninder os tre. Vi er sammen hver eneste dag. Vi gør alt sammen, og vi deler det bare, fordi vi forstår 100 procent, hvordan hinanden har det, siger hun berørt.
Heldigvis gik begge hendes bedste veninder Lucca og Nikoline Steen Kristensen ligesom hende selv videre til semifinalen.
- Jeg er så lykkelig! Jeg glæder mig bare helt vildt meget, ikke kun fordi det er semifinalen, men fordi det jeg skal lave næste gang, er det bedste nogensinde, siger hun.
Fredag sendes semifinalen i ”X Factor” klokken 20.00 på TV 2.