Nye billeder: Joachim, Marie og børnene sender påskehilsen fra Paris
"Glædelig påske her fra Paris" lyder det i et nyt opslag på kongehusets sociale medier fra prins Joachim, prinsesse Marie og deres to fælles børn, prins Henrik og prinsesse Athena.
Familien har påskedag været til gudstjeneste i den danske kirke Frederikskirken, der er placeret centralt i Frankrigs hovedstad nær Triumfbuen.
Coronavenlig kirkegang
Familien deler sammen med deres påskehilsen der i sin fulde længde lyder "Glædelig påske her fra Paris, hvor vi i dag har været til gudstjeneste i den danske kirke Frederikskirken." to billeder.
Det første billede er et selfie af firkløveret taget udenfor kirken, hvor der ses et Dannebrogsflag vaje i baggrunden.
Andet billede viser familien sammen med kirkens præst. På begge billeder bærer prinsefamilien mundbind, der har sikret en coronavenlig gudstjeneste.
Prinsesse Marie og prins Henrik bærer matchende mørkeblå mundbind, mens prinsesse Athenas er lyserødt og prins Joachims gråt.