Mette fra Hjem til gården: Jeg var virkelig ked af det
Søndag aften måtte endnu en beboer forlade ”Hjem til gården”, og tvekampen i denne uge stod mellem Hanne og Mette.
De kæmpede begge bravt, men det var Mette, som i sidste endte tabte kampen. Og det var bestemt ikke, hvad hun havde drømt om.
Mette: Jeg havde ikke set den komme
- Jeg kunne mærke, da jeg så programmet, at mange af de følelser jeg havde omkring at skulle forlade ”Hjem til gården”, kom tilbage til mig. I programmet tager jeg det virkelig pænt, men jeg kan huske, da jeg kom hjem, at jeg var virkelig ked af det. Det eneste sted jeg ville være, var inde på gården, fortæller Mette, der ikke føler, at hun nåede alle de ting, hun gerne ville.
Hun blev valgt som førstekæmper af ugens storbonde Mikkel, og det valg har hun stadig svært ved at forstå. Ifølge hende var der mange af de mandlige deltagere, som var en større trussel mod Mikkel, end hun selv var.
- Jeg havde overhovedet ikke set den komme, og jeg var slet ikke klar over, Mikkel havde det sådan med mig.
Mette: Jeg havde ikke andre muligheder
Det betød samtidig, at det var op til Mette at vælge en andenkæmper, og i dag kan hun godt fortryde, at hun valgte Hanne, som endte med at slå hende i tvekampen.
- Men jeg tror heller ikke, jeg havde mange andre muligheder på det tidspunkt. Hvis jeg kunne slå Hanne, ville det være en kæmpe sejr for mig, for hun er en stærk kvinde, og så kunne jeg komme tilbage og have bevist mit værd. Set i bakspejlet skulle jeg måske have valgt en som Marianne, som er lidt mere ligeværdig. Men det man ikke ser i programmerne er, at jeg har en god relation til Marianne, og derfor valgte jeg ikke hende, forklarer Mette.
I dag kan hun godt fortryde, at hun ikke tænkte mere på sig selv, da hun var med i programmet, men omvendt vil hun heller lave om på sin egen person på grund af et tv-program.
- Jeg kan ikke gå på kompromis med mine personlige egenskaber bare fordi, der er et stort pengebeløb på spil.
Nye venskaber
Det er i dag over et halvt år siden, at Mette måtte forlade ”Hjem til gården”, men hun har stadig god kontakt til flere af de andre beboere.
- Jeg snakker meget med både Michelle og Simon og også Joe. Jeg tror også, der er en lille fest i vente til sommer. Vi holdt også en fest i oktober hjemme hos Joe. Mange var med, og det var virkelig hyggeligt. Det er rart efter sådan en oplevelse, at man kan tale om tingene. Jeg har også talt med Mikkel om, hvorfor han valgte, som han gjorde, fortæller Mette, som dog stadig har svært ved at forstå, hvorfor hans valg af førstekæmper faldt på hende.