Lagde du mærke til detaljen? David Beckham i kongeligt bryllups-kiks
Da prins William og hertuginde Catherine skulle giftes den 29. april 2011, var David og Victoria Beckham blandt gæsterne.
De så begge aldeles fantastiske ud, men desværre var der én særlig detalje ved David Beckhams påklædning, som der ikke var helt styr på.
Det skriver avisen Daily Express, der citerer OK Magazines særlige 10-års bryllupsdagsspecial.
David Beckham var simpelthen kommet til at sætte sin fornemme orden OBE - Order of the British Empire - på den forkerte side af sin jaket.
Han fik den fornemme orden i 2003 i anledning af dronning Elizabeths fødselsdag og havde valgt at bære den til det spektakulære, kongelige bryllup.
Heldigvis gjorde venlige personer ved hoffet diskret David Beckham opmærksom på, at ordenen skulle sidde på den anden side, og på senere billeder taget inde i Westminster Abbey kan man se, hvordan den flotte orden er blevet flyttet.
I øvrigt ventede Victoria Beckham på daværende tidspunkt parrets fjerde barn, datteren Harper, der kom til verden den 10. juli 2011.
Se billederne af David Beckham og fruen til brylluppet i galleriet øverst i artiklen - det sidste billede viser ordenen, der er blevet flyttet.