9. apr. 2021
Af Majken Munk

Michael Falch i duet med X Factor-Nikoline: Mine sange betyder noget for hende

Michael Falch og Nikoline Steen Kristensen
Michael Falch og Nikoline Steen Kristensen
Foto: Sophie Kalchar og Ritzau Scanpix
I "X Factor"-finalen skal alle tre finalister synge med en dansk kunstner. Nikoline Steen Kristensen skal synge med Michael Falch, og det ser den musikalske veteran frem til.

Når der er finale i "X Factor", kan seerne godt forvente lidt ekstra. Det gør sig også gældende i år.

For hele tre gange skal finalisterne Nikoline Steen Kristensen, Solveig og Simon & Marcus på scenen, blandt andet i en duet med en dansk kunstner.

Nikoline og Michael Falch

"X Factor"-seere kan formentlig huske, at 17-årige Nikoline Steen Kristensen sang en Michael Falch-sang til sin Five Chair Challenge. I finalen får hun lov at dele scenen med ham.

Det er noget, som Michael Falch ser meget frem til.

- Jeg havde aldrig prøvet at se et afsnit af X Factor før! ‘Du må hellere få tændt for fjernsynet’, ringede min søster og sagde, da den velsyngende og charmerende 17-årige Nikoline pludselig stod og sang min "De vildeste fugle" i programmet! Til finalen i aften kunne hun så vælge partnere til en duet fra alle hylder, men hun ville åbenbart helst have mig med. Det er da et generations-crossover, der vil noget, og det viser sig, at mine sange betyder noget for Nikoline. Det kan jeg absolut ikke stå for, og jeg glæder mig til at synge med hende i X Factor-finalen i aften, siger han.

Solveig og Phlake

For 15-årige Solveigs vedkommende skal hun på scenen med duoen Phlake, der har Mads Bo i forgrunden.

Han har holdt godt øje med den talentfulde Solveig hele vejen igennem "X Factor".

- Jeg har fulgt mere med i X Factor i år end nogensinde før, da jeg på grund af Covid pludselig har haft mine fredage fri. Og det har jeg haft optur over, både fordi jeg var nysgerrig på den nye dommer - og fordi jeg har haft det særligt fedt over, at der har været så meget talent med. Især Kubrix og Solveig. Solveig har især siden hendes Five Chair Challenge imponeret mig utrolig meget, siger han.

Simon & Marcus og Thor Farlov

For Thomas Blachmans gruppe Simon & Marcus bliver duetten sunget med Thor Farlov, som både har kendskab til "X Factor"-dommeren og showet. Thor Farlov var nemlig den ene del af duoen Citybois, som Thomas Blachman stod i spidsen for.

Han ser frem til for første gang at skulle spille sine egne sange på en scene.

https://imgix.billedbladet.dk/thor_farlov_pressefoto_1.jpg
Thor Farlov har tidligere deltager i "X Factor" som en del af duoen Citybois sammen med vennen Anthon Edwards.
Foto: Presse

- Det er første gang, jeg skal spille nogle af mine nye numre i eget navn live, så det er kæmpe at kunne gøre det i X Factor-finalen, siger han.

Fredag skal det afgøres, hvem der vinder årets "X Factor", når TV 2 blænder op for finalen klokken 20.00.

Læs mere om: