9. apr. 2021
Af Marianne Singer

Prins Philip: Hvad gør Harry og Meghan nu?

Prins Harry og hertuginde Meghan. 
Prins Harry og hertuginde Meghan.
Foto: Mega
Prins Harry havde et meget tæt forhold til sin bedstefar, prins Philip, og nu er spørgsmålet, hvornår han kommer hjem til sin familie i England for at støtte især sin bedstemor i sorgen.

Det er uden tvivl utrolig hårdt for prins Harry, at han lige nu befinder sig på den anden side af Atlanten, efter at hans elskede bedstefar, prins Philip, fredag morgen døde på Windsor Castle i en alder af 99 år.

Og nu spekulerer de britiske medier i, hvornår prins Harry vender hjem til sin familie i England i denne sorgfulde stund, og hvorvidt hertuginde Meghan kommer med.

Blandt andet skriver engelske Daily Mail, at en kilde siger, at Harry vil gøre sit bedste for at komme til England og være der for sin familie i denne svære tid, især for sin bedstemor. Coronavirus kan dog sætte en stopper for det - eller i hvert fald forsinke Harrs rejse mod hjemlandet.

Ifølge Express skal folk, der rejser fra USA til Storbritannien, i isolation i 10 dage, når de ankommer. Derudover skal de fremvise to negative coronatests.

Det er dog tvivlsomt, om hertuginde Meghan, der er sat til at føde til sommer, kommer med på grund af sin graviditet.

Planlagt rejse

Ifølge britiske medier skulle prins Harry have rejst til England den 1. juli i forbindelse med afsløringen af en statue af hans mor, prinsesse Diana.

Men prins Philips død fredag har selvfølgelig ændret alt.

Sidst prins Harry befandt sig i England, var i marts 2020.

Stor kritik

I starten af marts blev der sendt et meget omtalt og opsigtsvækkende Oprah Winfrey-interview med prins Harry og hertuginde Meghan.

Dengang var kritikken stor over, at interviewet som planlagt blev sendt, selvom en syg prins Philip lå indlagt på hospitalet.

Efterfølgende sagde CBS-værten Gayle King dog, at prinsparret havde valgt ikke at sende interviewet, hvis prins Philips tilstand ville forværre sig.

Læs mere om: