Hvad Heinos fatter gør: Sådan blev de et tv-hit
Hver tirsdag er der mange tusind danskere, der følger Heino Hansen og hans far på nye eventyr i ”Hvad Heinos Fatter gør”.
De to er hurtigt blevet et hit på tv, men ideen til programmet opstod ved noget af et tilfælde.
Succes ved et tilfælde
– Jeg var til et møde, fordi nogen gerne ville lave noget tv med mig. Så spørger de, hvad jeg laver, og hvad jeg går op i og sådan noget, og så var der et billede på min telefon af en mand med en cowboyhat. Så spurgte de, hvem det var, og jeg sagde, det var min far. Så mødtes vi på Axeltorv i Næstved, og så optog de, at vi spiste en bøfsandwich, som min far syntes, var dårlig. Og ud fra de tre minutter besluttede TV 2, at det ville de gerne have en hele sæson af, ler Heino Hansen.
Den 36-årige komiker blev kendt i den brede befolkning, da han sidste år medvirkede i TV 2-programmet ”Stormester”, og så snart det bliver muligt, skal han landet rundt med sit nye comedy-show.
Der har med andre ord været nok at se til for Heino Hansen det seneste års tid, men der skulle lidt overtalelse til, for at få Bjarne med på ideen om et tv-program med far og søn.
– Du havde den holdning, at der ikke er nogen, der gider købe et tv-program med os, men for din skyld kunne vi godt mødes og spise en bøfsandwich nede på Axeltorv.
– Jeg kan stadig ikke forstå, at nogen synes, det er sjovt, lyder det fra snart 73-årige Bjarne Hansen, der har været smed i mange år og nu nyder tilværelsen som pensionist.