Michèle Bellaiche: Nu gør hun det igen
Det er efterhånden en tradition, at Michèle Bellaiche har værtstjansen, når TV 2 sender direkte fra Oscar-showet i Hollywood. Og sådan bliver det også i år.
Den 48-årige vært skal igen sidde i studiet i København og byde velkommen til en spændende nat i filmens tegn, når prisuddelingen løber af stablen natten til mandag den 26. april.
Fra søndag den 25. april kl. 23.20 begynder Michèle Bellaiche og TV 2 at varme op til showet ved at kaste et blik på de nominerede.
Kl. 00.30 sendes der direkte fra den røde løber i Hollywood, og kl. 2.00 går Oscar-showet i luften.
Får selskab i studiet
Michèle Bellaiche får selskab i studiet af modeeksperterne Uffe Buchard og Julia Lahme samt filmeksperterne Ellen Hillingsø, Ann Lind Andersen og Søren Frellesen.
Oscar-holdet vil guide seerne igennem showet og kommentere på stjernernes kjoler og styling.
Igen i år sendes Oscar-uddelingen uden en egentlig vært. I stedet vil forskellige specielt udvalgte stjerner uddele filmpriserne.
Det bliver især spændende, om den danske film ”Druk” løber med titlen som ”Bedste ikke-engelsksprogede film”, og om Thomas Vinterberg kan vinde prisen for ”Bedste instruktør”.