Mens prins Philip blev begravet: Smuk gestus fra dronning Anne-Marie og familien
Det var ikke kun dronning Margrethe, der på prins Philips begravelsesdag sendte en sidste hilsen ved at flage på halv stang på Amalienborg.
Også hendes lillesøster, dronning Anne-Marie, markerede den sørgelige dag med en rørende gestus.
Personlige initialer
Således sendte dronning Anne-Marie og kong Konstantin en fin krans med et kongeblåt bånd påtrykt deres initialer til den historiske kirke Metropolitan Church på prins Philips fødeø Korfu, hvor der blev afholdt en 40 minutter lang mindegudstjeneste, mens prinsen blev begravet i St. George´ Chapel i Windsor.
Det var kirkelige ledere fra de anglikanske og romersk-katolske kirker, der stod for mindegudstjenesten.
Derudover deltog også lokale repræsentanter fra regeringen og britiske indbyggere på Korfu i den kirkelige ceremoni.
Kong Konstantin og dronning Anne-Marie havde ikke selv mulighed for at deltage i mindegudstjenesten.
Prins af Danmark og Grækenland
Prins Philip blev født den 10. juni 1921 på den græske ø Korfu som det femte barn og den første søn af prins Andrew af Grækenland og Danmark og prinsesse Alice af Battenberg.
Han var oldebarn af kong Christian d. 9. og født som prins af Danmark og Grækenland.
Selvom prins Philip senere afsagde sig sin dansk-græske titel, bevarede han altid et nært forhold til Danmark.
Da Philip var kun 18 måneder gammel flyttede hans familie i eksil i udlandet, hvor han voksede op i Paris, Frankrig og senere gik på kostskoler i England og Tyskland.