Hollands 17-årige tronfølger overrasker med fremtidsplaner
For første gang afslørede det hollandske kongepars ældste datter, prinsesse Amalia, 17, hvad hun vil lave, efter at hun er færdig med skolen til sommer.
Ifølge magasinet Vorsten fortalte tronfølgeren under hendes far, kong Willem-Alexanders 54-fødselsdagsfejring tirsdag i Eindhoven, at hun drømmer om et sabbatår, hvor hun kan rejse ud i verden og "gøre ting, som hun måske ikke har mulighed for at gøre om 20 år".
Fokuserer på eksamen
Prinsesse Amalia fortalte endvidere, at hun lige nu fokuserer på sine afsluttende eksamener på gymnasiet Christelijk Gymnasium Sorghvliet i Haag og ikke tænker så meget over, at hun til december fylder 18 år og bliver myndig og kan starte på sine officielle pligter.
- 18 år er stadig fjernt for mig, jeg har ikke tænkt meget over det. Jeg fyldte 17 år i december, hvilket ikke var det store for mig. 18 års-dagen bliver ikke meget anderledes, lød det afslappet fra hende, ifølge Netherlandsnewslive.
Glæder sig til sabbatår
Prinsesse Amalias afsluttende eksamener begynder den 17. maj, den dag, hendes mor, dronning Maxima, fylder 50 år.
- Jeg har det godt. Jeg studerer meget og håber, at de stiller mig de spørgsmål, som jeg har læst op på, sagde prinsesse Amalia endvidere.
Prinsesse Amalia glæder sig til efter sommer.
- Tanken om ikke at skulle i skole... Jeg vil stadig gerne lære noget, bare ikke i skolen, selvom jeg har nydt de sidste 14 år. Rejse lidt rundt i verden, gøre ting, som jeg måske ikke har mulighed for at gøre om 20 år, forklarede prinsesse Amalia, der muligvis kunne tænke sig et praktikophold i et stort firma, hvis ikke der er for mange coronarestriktioner.
Afslappet omkring fremtid
Prinsesse Amalia virkede helt rolig omkring sin fremtid som Hollands dronning.
- Jeg tager det stille og roligt og nyder min barndom, vennerne omkring mig, selvom det nogle gange er svært på grund af coronakrisen, lød det afsluttende fra hende.