30. apr. 2021
Af Marianne Singer

Stort tillykke: Kong Carl Gustaf fylder 75 år!

Det nye officielle portræt af kong Carl Gustaf i anledning af hans 75-års fødselsdag. 
Det nye officielle portræt af kong Carl Gustaf i anledning af hans 75-års fødselsdag.
Foto: Sara Friberg/Kungl. Hovstaterna
I en alder af 27 år blev Sveriges Carl Gustaf konge - han har været igennem voldsomme kriser, men er nu et godt sted i sit liv og kan glæde sig til en dejlig fejring på sin 75-års dag fredag.

Selv om coronasituationen også i år kommer til at påvirke kong Carl Gustafs fødselsdagsfejring den 30. april, har han alligevel masser at glæde sig til på sin 75-års fødselsdag.

Således fejrer kongen sin halvrunde dag på det kongelige slot i Stockholm med blandt andet en mindre fødselsdagsmodtagelse om formiddagen med deltagelse af statsministeren og andre højtstående officielle repræsentanter, mens han om eftermiddagen tager imod repræsentanter fra forsvaret ved en reception på slottet.

Om aftenen venter der kongen en hyggelig privat middag med nogle af sine nærmeste.

https://imgix.billedbladet.dk/kungafamiljen_solliden_juli2017_fotojonasekstromer_kungahuset.se_1mm.jpg
Kong Carl Gustaf og dronning Silvia omgivet af børn, svigerbørn og børnebørn foran Sollidens slott på Öland i sommeren 2017.
Foto: Jonas Ekströmer, Kungahuset.se

Mistede far

Familien betyder alt for kong Carl Gustaf, der ikke havde en nem start på livet.

Som kun ni måneder gammel tumling mistede han og hans fire søstre, Hagaprinsesserne Margaretha, Birgitta, Désirée og Christina, den 26. januar 1947 deres far, arveprins Gustav Adolf, som omkom i et flystyrt ved Kastrup Lufthavn.

https://imgix.billedbladet.dk/20170119_pr_birgitta_80_aar_foto_jonas_borg_kungahuset.se_1mm_1.jpg
Kong Carl Gustaf med sine fire søstre ved prinsesse Birgittas 80-års fødselsdag i 2017. Fra venstre er det prinsesse Margaretha, kong Carl Gustaf, prinsesse Birgitta, prinsesse Désirée og prinsesse Christina.
Foto: Jonas Borg, Kungl. Hovstaterna

Mor isolerede sig

Mens Carl Gustaf forståeligt nok ikke forstod meget af den store tragedie, der havde ramt familien, var hans mor knust af sorg.

Tyskfødte prinsesse Sibylla isolerede sig mere og mere og lukkede børnene ude af sit liv.

https://imgix.billedbladet.dk/megaehbdsibyec001_98739_1.jpg
Prinsesse Sibylla.
Foto: Mega

Kronprins som 4-årig

Til stort held for dem fik de en omsorgsfuld reservemor i barnepigen Ingrid ”Nenne” Björnberg, som flyttede ind i en lejlighed på Haga slott.

Livet på Haga, hvor kronprinsesse Victoria i dag bor med sin familie, sluttede i 1950, da prinsesse Sibylla og børnene flyttede til Stockholms Slot.

Samme år døde oldefaderen, kong Gustav 5., og Carl Gustafs farfar, Gustaf 6. Adolf, blev konge, mens Carl Gustaf blev kronprins i en alder af fire år.

Hård kamp

Men ikke nok med at Carl Gustaf måtte forholde sig til store omvæltninger i sit liv, så kæmpede han også med ordblindhed.

I mange år mente man således, at han var ubegavet, men fandt senere ud af, at det var bogstaverne, som drillede.

Stor glæde fandt han i spejderbevægelsen, som han allerede tidligt var aktiv i.

Lykkelig med Silvia

I 1972 døde hans mor, prinsesse Sibylla, af tarmkræft. Knap et år efter overtog Carl Gustaf tronen, da hans farfar døde den 15. september 1973.

Det var et kæmpe ansvar for Carl Gustaf, som på det tidspunkt kun var 27 år gammel.

Men folkets opbakning var der fra begyndelsen, og lykkeligvis havde han ved sin side sin elskede og trofaste støtte, dronning Silvia, der uden tvivl vil være med til at sørge for, at kongen får den dejligste dag på sin fødselsdag fredag.

https://imgix.billedbladet.dk/kungen_drottningen_jul_foto_sara_friberg_kungl.hovstaterna._1ll.jpg
Dronning Silvia og kong Carl Gustaf.
Foto: Sara Friberg/Kungl. Hovstaterna

Sammen er de forældre til kronprinsesse Victoria, 43, prins Carl Philip, 41, og prinsesse Madeleine, 38, og stolte bedsteforældre til otte børnebørn.

Læs mere om: