Derfor deler Kate og William ikke nyt billede af deres datter på de sociale medier
Prinsesse Charlotte fylder søndag seks år, men i modsætning til tidligere år, har hendes forældre, hertuginde Catherine og prins William, ikke delt nyt fødselsdagsbillede af deres datter på deres sociale medie profiler.
For under to uger siden havde prinsesse Charlottes lillebror prins Louis fødselsdag, og et nyt fantastisk billede af prinsen blev delt på de sociale medier.
Prinsesse Charlottes nye fødselsdagsportræt er derimod ikke at finde på Kate og Williams Instagram-profil Kensington Royal.
Boykotter de sociale medier
Det skyldes, at prins William deltager i et boykot af de sociale medier, for at sætte fokus på racistiske og diskriminerende kommentarer på sociale medier som Twitter og Instagram rettet mod spillere, trænere og dommere i engelsk fodbold.
Det er i rollen som præsident for Fodboldforbundet i England, at prins William støtter op i kampen om racistiske og diskriminerende kommentarer.
- Som præsident for Fodboldforbundet (FA) deltager jeg sammen med hele fodboldmiljøet i boykotten af de sociale medier denne weekend. W, skrev prins William fredag på Twitter og Instagram.
Siden fredag kl. 16 (dansk tid red.) har der derfor været stille på Kate og Williams sociale platforme. Det vil der være indtil boykotten er forbi mandag kl. 23:59 engelsk tid.
Prinsesse Charlotte fejret af resten af familien
Selvom Kate og William ikke deler det nye fortryllende portræt af deres datter, bliver fødselsdagen ikke gemt væk på andre af den britiske kongelige families Instagram-profiler.
På den officielle konto for den samlede familie bliver det nye pletskud delt, ligesom farfar, prins Charles, sammen med sin hustru, hertuginde Camilla, i deres Instagram-story ønsker prinsesse Charlotte tillykke med de seks år.