Harry gik på scenen uden Meghan
Søndag aften amerikansk tid gik prins Harry på scenen i den stort anlagte Global Citizen’s Vax Live-koncert i Los Angeles, hvor han i omkring tre minutter talte om vigtigheden af vaccinerne og roste de folk, der har arbejdet i frontlinjen under coronapandemien.
Oprindeligt var det annonceret, at hertuginde Meghan også skulle på scenen, men hun var ikke at se nogen steder.
Ifølge Hello Magazine vil hun i stedet deltage virtuelt, når koncerten vises internationalt.
Koncerten vil blive streamet på forskellige kanaler lørdag 8. maj - i USA foregår det om aftenen, mens britiske fans ifølge Hello Magazine vil kunne følge med på Youtube fra klokken 01.00 lokal tid natten til søndag 9. maj, og det er altså i denne udsendelse, der vil være deltagelse af Meghan.
"Vaccinen må blive fordelt til alle mennesker alle steder, vi kan ikke hvile eller blive helt raske, før der er en retfærdig distribution til alle dele af verden," sagde prins Harry blandt andet i sin tale.
Ved koncerten var der også optrædender fra blandt andre Jennifer Lopez, Foo Fighters og H.E.R., mens Selena Gomez var værtinde.
Alle blandt publikum, der bestod af frontpersonale i kampen mod covid-19, var færdigvaccinerede.