Se de nye billeder: Lise Nørgaard til premiere på Cirkusrevyen
Sidste år blev Cirkusrevyen aflyst på grund af corona, men nu er den nye sæson endelig i gang.
Søndag var der premiere på årets forestilling, og der var flere kendte gæster blandt publikum.
Lise Nørgaard lagde også vejen forbi teltet på Bakken for at opleve årets revy, der samtidig også er Ulf Pilgaards sidste efter 40 år på den ikoniske scene.
"Matador"-forfatteren fylder 104 år om godt en måned, men alderen er altså ingen hindring for, at også hun kan komme ud at nyde kulturen efter flere måneders nedlukning.
Efter forestillingen blev hun og barnebarnet Camilla Hjælmhof fragtet videre i en lille, åben bil, der kørte hende sikkert gennem forlystelsesparken.
Tidligere på året flyttede Lise Nørgaard på plejehjem.
- Jeg havde det godt i Skodsborg, det var en god lejlighed, men den sidste tid har jeg været meget ked af at bo alene.
- Nu er der folk omkring mig, og alle er vældig søde, fortalte Lise Nørgaard til BILLED-BLADET i marts.