Markant forandring ved Kancellihuset: Kronprinsfamilien nyder udsigten
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik har med prins Christian og deres tre øvrige børn nydt en helt fantastisk weekend i Fredensborg.
Prins Christian blev konfirmeret i slotskirken lørdag, og efterfølgende var der privat frokost i Kancellihuset, hvor Mary og Frederik og deres børn bor i denne tid.
Mary og Frederik har skøn udsigt
Fra Kancellihuset er der skøn udsigt til den fornemme ridebane, der af Slots- og Kulturstyrelsen blev genetableret og stod klar sidste år.
Det er Fredensborg Slots oprindelige ridebane fra 1720 samt dele af den tilstødende stald, der er blevet genetableret på smukkeste vis.
Projektet blev færdiggjort i foråret 2020, og kort efter tog de første heste fra kongehusets stalde det historiske anlæg i brug.
Inspiration fra gamle malerier
I genetableringsfasen blev der med inspiration fra gamle malerier udformet et lavt rødmalet træhegn omkring banen, der er omgivet med en græsrabat og en bøgehæk.
Markant forandring omkring ridebanen
For et år siden var bøgehækken omkring ridebanen næsten ikke til at se, men i år der sket en smuk og markant forandring, der gør udsigten fra Kancellihuset endnu flottere, end den var i 2020.
Bøgehækken har vokset sig langt over en meter høj, og den var helt grøn og fin, da BILLED-BLADETs udsendte tog et kig på den i lørdags i forbindelse med prins Christians konfirmation.
Fin fødselsdagsgave
Ridebanen var i mange år nedlagt, men i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag den 26. maj 2018 bevilgede bestyrelsen for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal et beløb til etablering af den historiske gamle ridebane.
Desuden bevilgede fonden midler til istandsættelse af dele af Lange Stald ved Fredensborg Slot.
Kan benyttes af mange
Den genetablerede historiske ridebane og Lange Stald vil fremover benyttes af både Den Kongelige Stald-Etat, Gardehusarregimentet og den kongelige familie.
Sidste år prøvede et par af Stald-Etatens hvide kladruberheste for første gang ridebanen, der efter internationale mål for en dressurbane måler 20 gange 60 meter.