Kronprinsesse Marys opfordring: Vi kan ikke tage det for givet
Det seneste år har været hårdt på mange punkter – også for naturen, og det er det, kronprinsesse Mary sammen med WWF Verdensnaturfonden nu gerne vil sætte fokus på.
Projektet hedder ”Sammen for naturen”, og det skal være med til at give naturen en hjælpende hånd og sætte fokus på de udfordringer, som der lige nu er i den danske natur.
”Det seneste år har mange oplevet, at naturen har fået større betydning for dem. Vi kan ikke tage naturen og al dens skønhed og rigdom for givet. Danmarks natur er under pres, og mange unikke dyre- plante- og svampearter er i fare for at uddø. Derfor opfordrer jeg alle til at hylde naturen sammen med os på de sociale medier. Jo mere, vi er opmærksomme på det, der sker i naturen, jo mere er vi villige til at passe på den,” lyder det fra kronprinsesse Mary i pressemeddelelsen.
Projektet skydes i gang den 22. maj, og her opfordrer kronprinsesse Mary og WWF alle til at dele flotte naturbilleder på de sociale medier, så der bliver sat fokus på Danmarks smukke natur.
Hvis du vil deltage i projektet, skal du ifølge pressemeddelelsen dele et billede af din lokale natur, dyreliv eller naturoplevelse på Instagram og bruge hashtagget #ForNaturenWWF. Du skal også gerne skrive, hvor billedet er taget.
Kronprinsesse Mary har siden 2020 været præsident i WWF Verdensnaturfonden – en titel, hun overtog fra prins Henrik, efter han døde 83 år gammel i 2018.
GALLERI: 20 fantastiske portrætter af Mary fra 2020 (Foto: Aller Media)