Christian Degn afslører dejlig nyhed
Christian Degn har en glædelig nyhed at fortælle til de seere, som var vilde med at se den jyske far og søn-duo i tv-programmet ”Alt det min far ikke har lært mig”.
Det populære TV 2-program vender nemlig tilbage med en ny sæson. Det afslører tv-værten på sin Instagram-profil.
- Studie 1 i Reservatet er genåbnet. Nu med flere hestekræfter end nogensinde, skriver Christian Degn i opslaget på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.
Ordene bliver efterfulgt af hashtaggene ”Alt det min far ikke har lært mig”, ”Sæson 2” og ”Premiere til efteråret”.
Far har mange talenter
Første sæson af ”Alt det min far ikke har lært mig” blev sendt i efteråret 2020, og her tog Christian Degn tilbage til fødebyen Råby for at gå i lære hos sin far, Jens, som er pensioneret murer.
I denne uge gik far og søn så i gang med optagelserne til sæson 2, der bliver på fire afsnit og får premiere til efteråret på TV 2.
- Jeg har en far med mange talenter, og der er rigeligt at tage fat på, hvis jeg bare skal blive nogenlunde selvhjulpen, siger 42-årige Christian Degn til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Jeg må ikke sige så meget, men jeg skal lære at køre lastbil. Det kan min far, så den gamle læremester er på banen igen.
Det skal nydes
Christian Degn er glad for at lave mere tv med sin 72-årige far, Jens.
- Far har været lidt i tvivl, men man skal jo ikke være bange for at gentage en succes, og i dag har vi stået på køreteknisk anlæg i Randers, hvor der var en, som ville have en selfie med min far. Det ender med, at han bliver mere kendt end mig, lyder det med et grin fra tv-værten, som tilføjer:
- Det bliver rigtig hyggeligt og sjovt, og det skal nydes, at vi nu har nogle måneder sammen, hvor vi skal lave fjernsyn. Vi får vist lidt af Danmark og nogle af de fag, som godt kan være lidt oversete.