Nye billeder: Derfor har Daniel og Oscar ikke folkedragt på
Kronprinsesse Victoria, prins Daniel og børnene prinsesse Estelle og prins Oscar stillede op til flot foto foran deres elskede Haga Slot i anledning af Sveriges nationaldag den 6. juni.
På billederne står familien storsmilende foran indgangen på slottet, men det er kun halvdelen af de kongelige medlemmer, der bærer den svenske folkedragt.
Folkedragt og jakkesæt
Kronprinsesse Victoria og prinsesse Estelle bærer den gule og blå folkedragt, mens prins Daniel og prins Oscar er i smart sort jakkesæt med matchende blåt slips.
Johan Tegel fra hoffets kommunikationsafdeling fortæller ifølge Svensk Damtidning, at i voksenalderen bærer mændene i den svenske kongefamilie normalt ikke folkedragter. Der er simpelthen ikke tradition for det, når der bliver taget officielle billeder.
Det er dog sket før, at drenge bærer folkedragt – ja, sidste år bar prins Oscar sin ”egnsdragt” på et officielt foto. Prinsesse Estelle er hertuginde af Östergötland og havde derfor en dragt på fra Skedevi sogn, mens prins Oscar, som er hertug af Skåne, bar en dragt af Ingelstad-distriktet.