X Factor-Nikoline genforenet med Michael Falch: Det var stort!
I ”X Factor” tryllebandt Nikoline Steen Kristensen seerne med sin fløjlsbløde stemme og charmerende personlighed.
Hun sang i finalen, hvor hun endte som nummer to, sammen med sit idol Michael Falch.
Lørdag delte hun igen scene med musikeren.
På scenen med Falch
Selv om der efterhånden er gået et par måneder, siden Nikoline Steen Kristensen tog afsked med ”X Factor”, er musikken langt fra lagt på hylden.
Hun har blandt andet sammen med øvrige ”X Factor”-kolleger optrådt i Fårup Sommerland, og lørdag vendte hun igen tlbage på scenen for at synge.
Det var på scenen i KulturCenter Skive, hvor hun var inviteret til at synge duet med Michael Falch på hans akustiske tour.
Det var en ære
Oplevelsen forevigede den 18-årige Nikoline Steen Kristensen med en række billeder, som BILLED-BLADET har fået lov at dele, fra koncerten på sin Instagram.
For sangfuglen var det en stor oplevelse igen at synge med sit idol.
”Jeg fik æren af at stå på scenen med disse musikalske mennesker i går. Det var stort, og musikken var mere levende end nogensinde før,” skriver Nikoline Steen Kristensen til billederne.
I kommentarsporet takker Michael Falch hende for hendes gæsteoptræden ved sin koncert.