Nissebanden genopstår
Det er sol og sommer udenfor, men julekalenderfans kan allerede nu godt begynde at glæde sig.
Til november genopstår de ”Nissebanden” nemlig i en ny musical.
Flemming Jensen står bag
Det er Flemming Jensen, som i alle de tre tv-julekalendere har spillet nissen Lunte, der står bag den nye forestilling "Nissebanden i Julemandens Land". Og alle de velkendte og elskede karakterer er med.
Flemming Jensen medvirker også selv, men det bliver i en ny rolle. Han skal nemlig spille Fiffig Jørgensen, mens Kim Hammelsvang spiller Lunte.
Blandt de øvrige medvirkende er Sofie Pallesen, som skal spille Gemyse. Det var i sin tid hendes mor, Kirsten Peuliche, der spillede den rolle i nissebanden.
Også Thomas Mørk, Pia Rosenbaum, Peter Gilsfort, Anna Herrulff og Ann Hjort er blandt de medvirkende i ”Nissebanden i Julemandens land”.
Musicalen handler om pigen Puk, der bor i Holme-Olstrup og er vild med bøger. Særligt dem om nisser. Og i år er der virkelig brug for nisser, for julestemningen og juleglæden i Holme-Olstrup er væk. Heldigvis kommer Nissebanden hende til undsætning, og sammen tager de ud på en farefuld færd til Julemandens Land for at redde julen.
”Nissebanden i Julemandens Land” kan opleves i TELTET på Bakken fra den 21. november.