57-årig kvinde anholdt for trussel mod kongehuset
Amalienborg har tirsdag været afspærret på grund af en mistænkelig pakke sendt til Det Gule Palæ i morges.
TV 2 skriver i den forbindelse, at Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt den formodede afsender af pakken, en 57-årig kvinde fra Ribe-området.
Kvinden er i øjeblikket til afhøring hos politiet og hun er nu sigtet for trusler mod kongehuset.
Ikke farligt
Pakken blev sidenhen undersøgt af Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste og viste sig ikke at indeholde noget farligt.
Det kunne Københavns Politi fortælle ved middagstid, hvor afspærringen blev ophævet.
Politiet afventer nu resultatet af afhøringen før de tager stilling til, hvorvidt kvinden skal varetægtsfængsles, skriver TV 2.
Benedikte tilstede
Prinsesse Benedikte opholdt sig tirsdag hjemme i Christian VIII's Palæ på Amalienborg, mens dronning Margrethe ikke var tilstede under aktionen.
Det Gule Palæ rummer Hofmarskallatet, der er navnet på det sekretariat, der betjener den kongelige familie og dermed forestår hoffets daglige administration.