17. jun. 2021
Af Lene Skriver Bak
Glad prinsesse Benedikte nød musikfyldt aften
Prinsesse Benedikte.
Arkivfoto: Hanne Juul
Prinsesse Benedikte kunne onsdag nyde en koncert med både kor, orkester og strygere.
Prinsesse Benedikte lægger stille og roligt coronapandemiens nedlukning bag sig.
Både tirsdag og onsdag i denne uge har prinsessen kunnet nyde, at de kulturelle oplevelser ikke længere er i venteposition, men nu kan gennemføres.
Tirsdag gjaldt det sommerballet på Rundstedlund og onsdag aften stod den på storslået koncert i Helligåndskirken i København.
Her kunne prinsesse Benedikte overvære Sankt Annæ Pigekor opføre Vivaldis "Gloria" akkompagneret af Concerto Copenhagen-orkestret og strygere fra Det Danske Musikkonservatorium.
Koncerten blev ledet af chefdirigent Anne Marie Granau.
Prinsesse Benedikte har gennem en årrække været protektor for Sankt Annæ Pigekor, der har eksisteret siden 1973, og kommer gerne til korets koncerter.