Tour-vært Rasmus Staghøj: Dette er det sjoveste
Det er 11. gang, at den 35-årige tv-vært Rasmus Staghøj er en del af Tour de France.
Selv om det betyder knap en måned væk fra kæresten Katrine og sønnen Charlie på seks måneder, så er det alligevel en stor begivenhed for Rasmus Staghøj.
Så sjovt
Fra TV 2 er de omkring 20 mand afsted i Frankrig, og Rasmus Staghøj beskriver det lidt som at være på lejr.
- Det er en lejrskole, når vi er afsted på godt og ondt. Der kommer også lejrkuller. Folk får sine kriser undervejs, og så hjælper vi hinanden. Uanset om du er den største stjerne som Rolf, eller du er ham, der sætter studiet op. Vi er et team, når vi er dernede. Den holdånd, når vi er afsted, er det sjoveste, siger han til BILLED-BLADET.
Makker med Bak
Foruden Rasmus Staghøj har TV 2 sendt kommentatorerne Dennis Ritter, Rolf Sørensen og Chris Anker Sørensen til Frankrig.
Rasmus Staghøj har sammen med den tidligere cykelrytter Lars Bak ansvar for ”AftenTouren”, der sendes hver aften efter en etape.
Derudover er der en masse medarbejdere, som arbejder bag skærmen, for at TV 2 kan sende live-tv næsten otte timer hver dag.
Rasmus Staghøj kan ses i ”AftenTouren” hver aften efter en etape. Onsdag er den 20.50 på TV 2.