Vidende og handlekraftig: Kronprins Frederik imponerer på tv
Kronprins Frederik tog glad og afslappet imod gæster i Gribskov, hvor tv-makkerparret Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe fra ”Nak & Æd” var på visit for at skyde og spise en dansk sikahjort.
Det var en hjemmevant kronprins, der bød tv-holdet indenfor i den smukke skov og ledte trioens jagt på programmets mål; sikahjorten.
Kronprins Frederik afslører da også i programmet, at han er kommet i skoven regelmæssigt og at det faktisk var i det område, han som 16-årig tog sit jagttegn.
Inden jagten på sikahjorten kan gå ind, forklarer Jørgen Skouboe pædagogisk de to andre om det dyr, de skal jage.
Det er dog ikke nødvendigt at forklare for kronprins Frederik, der let og ubesværet forklarer om både dyr og jagt.
"Vi har fire fritgående hjortearter i hele Danmark, det er råvildtet, dåvildtet, sikavildtet og kronvildtet. Her i denne skov på Sjælland har vi faktisk alle de fire arter. Sikaen i Gribskov er ikke mere end 100 år gammel i indførsel, og den art, vi har her, stammer fra Knuthenborg, som måske er bedre kendt for sin safaripark, forklarer kronprinsen, inden han må advare om at jagten kan blive svær:
"Der er ikke så mange af dem her, der er estimeret 80 til 100 stykker, men du skal tænke på, at der er 5.600 hektar, de kan bevæge sig på."
Også viden om udviklingen af klovbærende vildt, demonstrerer kronprinsen, inden han atter imponerer.
Det er nemlig kronprins Frederik, der ikke alene viser vej under jagten og udpeger byttet for Jørgen Skouboe, det er også kronprinsen, der sørger for at "brække dyret", som det hedder, når man skærer bugen op og renser indmaden ud.
Kronprinsen hiver simpelthen kniven frem fra bæltet og mens han forklarer planen for de andre, udfører han indgrebet.
Det er også kronprins Frederik, der med det meste af underarmen inde i dyret, får taget indmaden ud og gør klar til, at dyret kan transporteres tilbage til lejren og tilberedes.