Hårdt ramt af alderdommen: Sådan har Jørgen Leth det
Når Tour de France vises på TV 2, er der sikkert fortsat mange, der savner Jørgen Leth som kommentator.
Men i 2019 stoppede han hos kanalen efter uoverensstemmelser over, hvordan cykelløbet skulle dækkes.
Siden har han ageret kommentator og ekspert andre steder, men for tiden er der ikke det samme overskud.
En aldrende krop
Når dåbsattesten siger 84 år, er der begrænsninger for, hvad kroppen kan klare. Det mærker Jørgen Leth tydeligt.
Han har i en række år haft sværere og sværere ved at gå, men kæmper sig igennem gåture hver dag for at træne det.
Faktisk er han selv blevet meget opmærksom på, hvor hårdt han må kæmpe med sin aldrende krop.
- Det irriterer mig grænseløst. Jeg vil ikke bruge ordet handicappet, men det kan godt føles sådan. Jeg skal bruge et par timer på at blive klar. Jeg er sent klar. Meget sent klar, siger han til TV 2.
Ked af det
Det seneste halve år har Jørgen Leth også været hårdt ramt af sygdom.
I marts blev han indlagt under en tur til Spanien, fordi han var udmattet og havde voldsomme smerter i ryggen. For blot en måned siden blev han udskrevet fra hospitalet, efter en behandling for blodpropper i lungerne.
Det, der for Jørgen Leth er svært ved at blive ældre, er, at han skal erkende, at store dele er hans liv er opbrugt.
- Jeg er ked af, at jeg ikke har flere år, i virkeligheden. Jeg er ked af, at jeg er så gammel, som jeg er. Det kommer bag på mig. Det kommer virkelig bag på mig. Jeg ville gerne have nogle flere år. Men det ved jeg ikke, om jeg får. Nu ser vi, siger han.
Holder helbredet til det, håber Jørgen Leth på at lave en film om jazzmusikere, skrive flere bøger og digte og fortsætte med sin podcast.