National sørgedag i Belgien: Sådan ærer Mathilde og Philippe katastrofens ofre
20. juli er udråbt til national sørgedag i Belgien.
Hos kong Philippe og dronning Mathilde på kongeslottet i Bruxelles er flaget på halv, og kl. 12.01 vil hele landet holde et minuts stilhed til ære for de mange ofre for de voldsomme oversvømmelser, landet kæmper mod.
Det oplyser det belgiske hof på kongehusets officielle instagramprofil.
Til billedet af flaget på halv stang over Palais Royal de Bruxelles, skriver kongehuset:
"Vores tanker går til ofrene, deres familier og kære og alle, der er ramt af disse forfærdelige oversvømmelser. Klokken 12:01 er der et minuts stilhed til minde om alle ofre for denne katastrofe."
Kong Philippe og dronning Mathilde har desuden aflyst den traditionelle nationaldagskoncert, der plejer at finde sted den 20. juli om aftenen inden den belgiske nationaldag 21. juli.