23. jul. 2021
Af Majken Munk

Rørt til tårer: Jonas Vingegaard og familien vendte hjem til Glyngøre

Jonas Vingegaard
Jonas Vingegaard
Foto: Claus Fisker
Det var overraskende for Jonas Vingegaard og kæresten Trine Marie Hansen, at så mange af byens borgere var mødt op til den store hyldest.

Jonas Vingegaard var endelig på dansk grund igen fredag eftermiddag.

Da han og kæresten Trine Marie Hansen med deres lille datter Frida nåede Glyngøre, stod byens borgere klar til at tage imod dem.

Det fik tårerne frem hos dem begge.

Modtaget med hyldest

Allerede da Jonas Vingegaard og familien i bil nåede Glyngøre Camping, stod byens borgere klar til at hylde ham.

Da han efter en tur gennem byen parkerede bilen ved familiens hus i Glyngøre, blev han mødt af en enorm menneskemængde.

Alle med flag i hånden klar til at bede om autografer og lykønske ham med præstationen i Tour de France.

Tårerne trillede

De mange fremmødte fik tårerne til at trille ned ad kinderne på både Jonas Vingegaard og kæresten Trine Marie Hansen.

https://imgix.billedbladet.dk/20210723_cfi01666_1.jpg
Jonas Vingegaard tog om sin kæreste Trine, der var meget rørt af modtagelsen i Glyngøre.
Foto: Claus Fisker

Jublen ville ingen ende tage, og den lille familie på tre bevægede sig meget rørt gennem den store menneskemængde ned til Glyngøre Bypark.

I Byparken ventede hundredvis af borgere, der stod klar med Dannebrog og hujede af ham og familien, før de blev mødt af blandt Jonas Vingegaards stolte forældre Claus og Karina.

Rørende oplevelse

Efter en flot tale fra provsten i Glyngøre Susan Aaen, der fik cykelstjernen til at le, modtog han også en kort tale fra borgmester i Skive Kommune Peder Christian Kirkegaard.

Dernæst var det dagens helt, der indtog det lille podie for at sige tak.

- Jeg vil gerne bare sige tusind tak til jer alle sammen, som er mødt op i dag. Det betyder rigtig meget for mig. Det er virkelig, virkelig rørende, at I alle sammen er her, lød det fra Jonas Vingegaard.

Jonas Vingegaard kan se frem til endnu mere hyldest, for lørdag afholder Skive Kommune en officiel hyldest af ham på Rådhustorvet i Skive.

Læs mere om: