Fem fyre flytter ind: Sådan går det Camilla og Meck i dag
I denne uge på TV 2 var der endnu en modig kvinde, der havde sagt ja til at lære fem nye mænd at kende i ”Fem fyre flytter ind”, og torsdag aften var det afgørelsens time for Camilla Rye.
Den 42-årige kvinde fra Næstved valgte at gå videre med Meck frem for Jesper, da programmet blev optaget sidste sommer.
Ville noget forskelligt
Og så er spørgsmålet, hvordan det er gået mellem de to, siden kameraerne slukkede.
- Meck er en skøn fyr, og der er mere bag ham, end man ser på tv, og det lurede jeg, siger Camilla om sit valg.
- Det var rigtig hyggeligt, vi sås en måneds tid og datede fire gange. Vi var enige om, at vi havde været eksperimentet igennem og skyldte at give det en chance. Jeg var klar til at finde en kæreste, og han var nok et andet sted, siger hun om årsagen til, at de to ikke længere ser hinanden.
Ikke svært at vælge
Camilla Rye havde ellers store forventninger, da hun sidste år sagde ja til at medvirke i programmet.
- Jeg havde tænkt, at den store kærlighed var der. Jeg frygtede, at når programmet var slut, ville jeg finde ud af, at jeg havde valgt den forkerte. Men det var ikke svært at vælge, for jeg havde den ikke med nogen af dem. Meck var ikke et dårligt valg, men jeg vidste, det ikke vilde holde.
Det blev således ikke til kærlighed mellem Camilla og nogen af hendes fem bejlere, og heller ikke siden da har hun mødt den rigtige.
- Jeg kastede håndklædet i ringen efterfølgende og droppede al kærlighed og dating. Jeg havde prøvet det her eksperiment og tænkte, at nu kunne jeg ikke gøre mere. Jeg har ikke datet siden og ikke haft lyst. Jeg skulle måske have været mere ude, men singleveninderne hænger ikke på træerne, og jeg finder ikke en ny kæreste til parmiddage. Jeg synes ikke, det er nemt.
Drømmer om at finde kæreste
Alligevel har Camilla Rye ikke opgivet en dag at finde den helt store kærlighed.
- Jeg håber, at jeg en dag finder manden i mit liv. Jeg har et godt liv, men jeg savner at føle mig hel, forklarer hun.
Camilla Rye har lært meget ved at være med i ”Fem fyre flytter ind”. Blandt andet er hun blevet bedre til at se indad.
- Jeg har ikke fortrudt, at jeg var med, bare fordi jeg ikke fandt manden i mit liv, og jeg har lært en hel del om mig selv.