Nyt fra hoffet: De er inviteret med til prins Julians dåb
Selvom pandemien stadig påvirker svenskerne på flere områder, har det alligevel været muligt for prins Carl Philip og prinsesse Sofia at planlægge en festlig dåb af deres yngste søn, prins Julian Herbert Folke, på lørdag den 14. august.
Prinsen, der blev født den 26. marts og dermed er knap fem måneder ved sin dåb, og hans forældre er på den store dag således omgivet af en særlig gruppe inviterede, der nok skal sørge for at gøre begivenheden til noget særligt.
Det bliver dog færre gæster end ved de tidligere svenske kongelige dåb, ifølge hoffet.
Familie og venner
- Med tanke på den nuværende situation med pandemien er der færre gæster ved denne dåb end ved de tidligere. Omkring 80 gæster er inviterede. De inviterede gæster er familie, venner samt repræsentanter for det officielle Sverige, siger Ulrika Näsholm fra hoffets kommunikationsafdeling.
Ved prinseparrets ældste søn, prins Alexanders dåb i 2016 var omkring 160 gæster inviteret.
Spændende gæster
Kongehuset har allerede meldt ud, at hele kongefamilien deltager, det vil sige kong Carl Gustaf, dronning Silvia, kronprinsesse Victoria, prins Daniel, prinsesse Madeleine og Chris O' Neill.
Derudover kommer helt sikkert fadderne, ægteparret Stina og Johan Andersson, der igennem flere år har været nære venner af prinsesse Sofia.
Jacob Högfeldt, der er prins Carl Philips skolekammerat fra Lundsberg.
Patrick Sommerlath, der er nevø til dronning Silvia og bor på Drottningsholm Slots område.
Frida Vesterberg, der er prinsesse Sofias mangeårige veninde og i sin tid stiftede velgørenhedsorganistionen Project Playground med prinsessen.
Statsministeren kommer ikke
Derudover er naturlige gæster prins Carl Philips bedste ven og designmakker Oscar Kylberg og kæresten Maria, personale fra hoffet, prinsesse Sofias forældre, Marie og Erik Hellqvist, hendes søstre, Sara og Lina. Normalt kommer statsministeren Stefan Löfven også, men ifølge Svensk Damtidning vil det denne gang ikke være statsministeren, men justitsministeren, der deltager i den kongelige barnedåb.
Den officielle gæsteliste med alle inviterede bliver offentliggjort lørdag formiddag i forbindelse med dåben.