Dejlig start på ugen: Mary ankommer i flot pink kjole til prisfest
Med et stort og dejligt smil ankom kronprinsesse Mary mandag eftermiddag til den årlige EliteForsk-prisuddeling, der denne gang finder sted i Uddannelses- og Forskningsministeriet på Slotsholmen i det indre København.
Her venter der kronprinsessen et spændende arrangement med flere taler og musikalsk underholdning samt selvfølgelig uddelingen af fem flotte priser til fem af Danmarks dygtigste forskere.
Stor fejring
Formålet med prisuddelingen er at skabe opmærksomhed om forskningen og hylde de største forskningsresultater.
Det er i år 15. gang, at Uddannelses- og Forskningsministeriet fejrer dansk forsknings frontløbere med uddeling af priser og rejsestipendier.
Ved arrangementet bliver nemlig også op mod tyve modtagere af et EliteForsk-rejsestipendium fejret.
Vigtig hæder
Med EliteForsk-prisen følger 1,2 millioner kroner.
Heraf er 200.000 kroner en personlig hæderspris, mens 1.000.000 kroner skal anvendes til forskningsaktiviteter.