I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.
Kære kongelige brevkasse Hvordan kan det være, at engelske prins Harry bliver kaldt det navn, når han er døbt Henry? Jeg ved godt, englændere ynder at forkorte navne, men her er der tale om to navne, der begge begynder med H og har fem bogstaver. Venlig hilsen J. Dalsgaard Kære J. Dalsgaard Prinsens officielle (og fulde) navn er Henry Charles Albert David, men allerede i 1984, da Buckingham Palace annoncerede hans navn, blev det understreget, at han ikke ville blive kaldt andet end Harry af familien og dens omgangskreds. Derfor blev det også dette kælenavn, der slog igennem i offentligheden. Navnet Henry er afledt af det franske navn Henri, som igen stammer fra det ældre tyske Heinrich eller Heimeric (Henrik på dansk). Det er, som mange vil vide, et markant navn i især Englands historie, da flere monarker har båret det. Den første var Vilhelm 1. Erobrerens tredje søn, Henrik 1. i begyndelsen af 1100-tallet, men bedst kendt er nok Henrik 5. fra 1400-tallet, der blev udødeliggjort af William Shakespeare, og Henrik 8. fra første halvdel af 1500-tallet, der blev berygtet for at kappe hovedet af sine hustruer. Allerede i middelalderens England blev navnet Henry omdannet til kælenavnet Harry, som også flere monarker blev kaldt i mere private sammenhænge, herunder Henrik 8. Der er således intet nyt i, at vor tids royale Henry er blevet til Harry. Bedste hilsner Jon Bloch Skipper Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til
jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".
Læs også
Hvor bliver de kongelige håndtasker af under gallamiddagen?