Vel ankommet i Wales: Så glad er Spaniens tronfølger på sin nye skole
Mundbindet er smidt og smilet stort på nye billeder af prinsesse Leonor, 15, taget på UWC Atlantic College i Wales på hendes første skoledag.
Her skal Leonor, der er datter af spanske kong Felipe og dronning Letizia, de næste to år være elev på den internationale gymnasielle linje.
Eventyrlige omgivelser
Skolen befinder sig i nærmest Harry Potter-agtige omgivelser på middelalderslottet St. Donat's Castle i Vale of Glamorgan, omkring 26 kilometer vest for hovedstaden Cardiff.
Den hører under et verdensomspændende netværk af skoler og uddannelsesprogrammer, United World Colleges Foundation, der lægger vægt på et internationalt miljø og har fokus på bæredygtighed.
Dronning Noor er nuværende præsident for UWC, og tidligere har også blandt andre præsident Nelson Mandela og prins Charles haft den ærefulde rolle.
Endnu en kongelig elev
Der er omkring 350 elever fra mere end 90 lande på skolen.
Blandt de nye elever er også hollandske prinsesse Alexia, 16.
Leonor har tidligere prøvet at bo i udlandet, idet hun som 12-årig i 2012 var på summer camp med sin søster i USA i en måned.