Maxine fra Landmand søger kærlighed: Her er historien bag hendes særlige navn
Sæson 8 af ”Landmand søger kærlighed” er i fuld gang, og igen i år kan man også følge kvindelige landmænd i jagten på den eneste ene.
Maxine Sørensen på 26 år er en af dem, der har sagt ja til den vilde udfordring.
Uenighed om udtalen
Men som man måske har lagt mærke til i programmerne, er der mange forskellige bud på, hvordan man udtaler hendes lidt særlige navn.
BILLED-BLADET har derfor spurgt, hvordan det skal udtales, og i Maxines tilfælde er det mest korrekt, når man udtaler det sidste ’e’ i navnet og dermed ikke nøjes med at sige ”Maxin”.
Men det er ikke nyt for landmanden, som gennem hele sit liv har været vant til at blive kaldt mange forskellige varianter af sit navn.
- Der er rigtig mange, der siger det på mange forskellige måder, og der er også mange, der staver det på mange forskellige måder. Det kommer meget an på, hvor man kommer fra, men jeg reagerer på det hele, siger hun med et smil.
Maxine fra tv
Landmanden fortæller også, hvorfor hendes forældre i sin tid valgte at give hende det lidt specielle navn.
- Det kommer sig af, at mine forældre så tv-serien ”Amys ret”, hvor der var en med, der hed Maxine. Der var åbenbart noget, der fængede, og så endte det med det. I dag er jeg meget glad for mit navn, fordi der ikke er så mange, der hedder det. I udlandet er det også nemt at udtale, og der er det et normalt navn, fortæller hun.
Ifølge Danmarks statistik er der i 2021 blot 41 kvinder, der har fornavnet ’Maxine’ i Danmark.