Sygeplejeskolen: Derfor er Anna forelsket i Ole
Sygeplejeeleven Anna fik sit hjerte knust, da hendes kæreste Erik Larsen valgte at rejse til Canada for at prøve lykken i sæson 2 af ”Sygeplejeskolen”.
Senere mødte hun den charmerende jazzmusiker Ole og forelskede sig i ham. Forholdet var dog ikke en dans på roser, og hun brugte hele sæson 3 på at vinde ham tilbage.
I den nye sæson af ”Sygeplejeskolen” er de et fasttømret par, og skuespilleren bag Anna, 33-årige Molly Egelind, sætter ord på, hvorfor hendes karakter er så forelsket i musikeren, spillet af Kasper Dalsgaard.
- Ole er jo charmerende og enormt rolig. Han er så jazzet på en eller anden måde og så afslappet, hvor Anna er meget mere stram og ordentlig, siger Molly Egelind til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Så de komplimenterer hinanden enormt godt. Ole er meget øm overfor hende og har ikke noget problem med at vise, at han gerne vil hende.
Et solidt par
Molly Egelind er glad for, at Anna har fundet kærligheden med Ole og synes, at de er et godt par.
- Det er meget modent og voksent at kunne komme videre fra en krise – om det overhovedet skulle være de to, siger skuespilleren og tilføjer:
- Ole er også selvstændig på sin egen måde. Han vil jo ikke finde sig i at blive løbet om hjørner med. Så Ole og Anna står ret solidt i starten af fjerde sæson. Men lad os nu se, lyder det med et grin.
”Sygeplejeskolen” sendes på TV 2 Charlie hver søndag kl. 21.00.
Her er din guide til sæson 4 med billeder af alle karaktererne: