Isabella, Josephine og Vincent i Tivoli: Blev underholdt af Anders Bircows børn
14-årige prinsesse Isabella hyggede med sine søskende prinsesse Josephine og prins Vincent i Tivoli lørdag den 9. oktober.
De tre søskende var sammen med erhvervsmanden Fritz Schur, som er ven af familien, i Glassalen for at se premieren på Eventyrteatrets nye musical “Robin Hood”.
Bircows døtre på scenen
De 10-årige tvillinger sad på hver deres side af storesøster Isabella, imens de på scenen blev underholdt af en masse unge og talentfulde skuespillere, deriblandt to børn, som går i deres fars fodspor.
På scenen stod nemlig 19-årige Sophia og 13-årige Julia, som er Anders Bircows døtre. De har begge været en del af Eventyrteatret i flere år.
Den stolte far og hustruen Marion var naturligvis også til stede på premieredagen i Tivoli.
Far bliver rørt
- Begge vores døtre er med i forestillingen. Sophia spiller druidernes leder, og Julia spiller Lille Johnna, som er en af Robin Hoods tro væbnere, fortalte Anders Bircow, mens Marion tilføjede:
- Det er tredje gang, de spiller sammen i Eventyrteatret, og det er helt fantastisk at se dem sammen. Vi er så stolte af dem.
- Ja, og jeg skal have lommetørklæderne klar, for jeg bliver så rørt, når jeg ser dem, det er helt forfærdeligt!
Her ses Sophia Bircow i rollen som druidernes leder, Agrona. Hun står i midten i hvidt tøj og med stor hovedbeklædning.
Her ses lillesøster Julia Bircow i rollen som Lille Johnna. Hun laver en scene med Robin Hood, spillet af Jacob Spang Olsen, som er søn af stuntmanden Martin Spang Olsen.