Kronprinsesse Marys rørende hilsen til de danske EM-helte
Kronprinsesse Mary besøgte det danske herrelandshold i fodbold i landsholdslejren i Helsingør.
Kronprinsessen var i lejren for at promovere det antimobbe-værktøj, Antibulli, Mary Fonden og DBU i fællesskab har skabt for at bekæmpe mobning i de danske fodboldklubber.
Med til at sende det stærke budskab var landsholdsmålmand og EM-helt Kasper Schmeichel, der stillede op til lidt let træning med kronprinsessen.
Men kronprinsesse Mary benyttede også lejligheden til at takke hele det danske landshold med landstræner Kasper Hjulmand og anfører Simon Kjær i spidsen for den helt særlige indsats, de sammen ydede i sommer, da Christian Eriksens uhyggelige kollaps på banen satte alting i relief og landsholdet virkelig stod sammen og støttede hinanden gennem nogle svære timer og dage.
- I har vist vejen for, hvad fællesskab kan betyde for spillet og succes. I har formået at drage hele Danmark med til at ville være en del af jeres fællesskab, så det blev til vores fællesskab, sagde kronprinsesse Mary, inden hun sluttede af:
- Tusind tak. Og tak for en af de stærkeste fællesskabsoplevelser, jeg har haft.