Natasja Crone: Derfor er jeg stadig på Go’aften Live
I 2019 byttede Natasja Crone titlen som nyhedsvært ud med en værtstjans på ”Go’aften Live”.
Nu er der gået to år, og den 51-årige tv-vært forklarer, hvorfor hun stadig er med til at stå i spidsen for TV 2’s journalistiske magasin.
- Jeg er stadig udlånt til ”Go’aften Live”, og det bliver ved med at blive forlænget. Først var jeg udlånt i et år, så kom corona, og så blev det forlænget med et halvt år, fortæller Natasja Crone til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Så tænkte jeg, at nu skal vi også lige i gang, og nu har jeg faktisk været udlånt i to år.
Savner at lave nyheder
Natasja Crone erkender, at det indimellem trækker lidt i hende at lave nyheder igen.
- Jeg må indrømme, at jeg nogle gange savner Nyhederne, men jeg har det også utroligt godt på ”Go’aften Live”. Det er også derfor, jeg er blevet, for det er en god arbejdsplads med gode kolleger, fortæller tv-værten, som ikke ved, hvornår hun vender tilbage som nyhedsvært.
- Det er en luksus at få lov til at lave interviews, der varer mere end to minutter. Men uden at sige for meget, så kan det da godt være, at der snart er nogen på Nyhederne, der siger, at nu kan jeg altså godt komme tilbage!
Natasja Crone er vært på ”Knæk Cancer Live” på TV 2 lørdag den 30. oktober sammen med Louise Wolff og Andrea Elisabeth Rudolph.